Skrevet af Administrator Onsdag, 12. maj 2010 19:31
Kitesurfing er en vandsport hvor man bruger en drage som trækkraft og et lille bræt til at stå på. Hvor windsurfing er et lille sejl og et stort bræt. Kitesurfing foregår kun på vandet, derfor slår man sig faktisk ikke, hvis man falder eller lander et hop ukontrolleret. Det ser ofte vildere ud for tilskuere, end det er for udøveren, da man selv bestemmer fart og højde på hop. Udstyret i dag er så godt udviklet at man helt selv bestemmer hvor meget træk der skal være. Sikkerheden er også kommet helt i top og er en stor prioritet for diverse producenter. Og derfor er det ikke mere farligt en for eksempel skiløb, snowboard, vandski eller wakeboard.
Størstedelen af de kitesurfere der er i Danmark sejler hele året rundt - tjek sektionen Neopren for at læse mere.
Kitesurfing er en sport hvor man er afhængig af vinden. Man kan udøve kitesurfing fra 4 m/s og til helt over 20 m/s. Dog anbefales det, at man som begynder ikke tager ud i over 12 m/s. Jo mere vind desto mindre drage skal man bruge. Du kan læse mere om drager i punktet Kites.
Man behøver ikke længere at være fysisk stærk for at kunne kitesurfe. Udstyret er blevet så brugervenligt, at man køber udstyr ud fra højde og drøjde. Sporten er for alle - i Danmark spænder alderen fra 8 år og til over 80 år. Dog kræver det at man kan svømme!